Hvordan endte jeg her?
Ja, det er noget, jeg ofte tænker over.
Med en uforudsigelig barndom, hvor jeg blev fjernet fra mine forældre som treårig og voksede op på børnehjem og i plejefamilier, og med meget lidt skolegang, var der ikke meget, der tydede på, at jeg en dag ville drive min egen virksomhed og dedikere mig til et håndværk, jeg går så højt op i.
Jeg har aldrig gennemført en uddannelse. Men på en eller anden måde har jeg fundet min egen, lidt snoede vej gennem livet.
Måske har karma passet på mig undervejs. Jeg har mødt mine udfordringer, men jeg har også været heldig på nogle vigtige punkter. Jeg holdt mig fra stoffer og kriminalitet, og lidt efter lidt fandt jeg ud af, hvad jeg virkelig ville med mit liv. Jeg har altid arbejdet kreativt med hænderne – især med at male modeller og miniaturer, som jeg har gjort, siden jeg var teenager.
Fra hobby til arbejde
Jeg begyndte at arbejde med læder i en periode, hvor jeg var arbejdsløs.
Jeg har altid haft brug for at have noget i hænderne. „Jeg skal have noget mellem fingrene, ellers bliver jeg skør,“ er noget, jeg ofte har sagt.
Derfor begyndte jeg at lave halsbånd til mine to whippets. En ven købte et, og derefter kom der flere kunder til, efterhånden som folk begyndte at tale om det.
Det voksede gradvist, og jeg blev bedre og bedre. På et tidspunkt nåede jeg dertil, hvor YouTube ikke rigtig kunne lære mig mere. Derfor begyndte jeg på en femårig Masterclass hos den engelske læderhåndværker Philip Jury.
Det løftede virkelig mit håndværk.
Blandt andet brugte jeg omkring et år næsten udelukkende på at øve håndsyning, indtil jeg nåede et niveau, jeg var tilfreds med.
Min drøm var altid at designe mine egne tasker og punge. Det eneste problem var, at mine færdigheder endnu ikke kunne følge med det, jeg kunne se for mig.
Ni år som hobbyvirksomhed
I omkring ni år drev jeg virksomheden som en hobby. Og for at være helt ærlig var det ikke ligefrem en god forretning.
I flere år havde jeg et årligt underskud på omkring 30.000 kr.
Men jeg fortsatte.
Noget ændrede sig, da jeg begyndte at reparere og restaurere designertasker. Det gav mig ikke bare flere kunder og følgere på sociale medier; det gav mig også en helt anden forståelse af, hvordan tasker bliver lavet.
For at kunne reparere noget ordentligt er man nødt til at forstå, hvordan det oprindeligt er blevet lavet.
Det har lært mig utroligt meget.
Hvor jeg er i dag
I dag restaurerer og reparerer jeg primært designertasker, samtidig med at jeg fortsætter med at udvikle mit håndværk og lære nye færdigheder.
Det sjove er, at jeg stadig har den samme drøm, som jeg havde dengang.
Jeg vil stadig lave mine egne tasker.
Forskellen er, at jeg i dag står et langt bedre sted til at gøre det.
Så måske passer det meget godt, at min vej hertil aldrig har været lige.
Jeg har aldrig været særlig god til at gå den lige vej.
— Daniel Wøhlk